At føle sig som den værste mor
Av… Jeg har stadig ondt i hjertet over en episode, der udspillede sig sidste onsdag. Jeg var uopmærksom i et splitsekund og pludselig lød et brag… Min første tanke inden jeg overhovedet nåede at slå øjnene op: “Det skete bare ikke!“. Det der bare ikke måtte ikke ske. Jeg for op og dér lå Lily… På trægulvet nedenfor vores seng i bælgragende mørke og græd helt utrøsteligt.
Jeg skulle putte Lily og havde taget hende med ind i vores seng, hvor hun af og til får lov at falde i søvn, før vi bærer hende ind i sin egen seng. Vi havde læst bog, sunget godnatsang og hun havde moslet rundt i sengen i næsten en time. Til sidst overgav hun sig og faldt i søvn. Endelig. Lidt tæt på kanten… “Jeg flytter hende, når hun er faldet helt i søvn“, tænkte jeg og holdt godt fast om hendes ene lille ben. Det var dér, jeg begik fejlen.
Jeg faldt selv i søvn. Helt uden jeg lagde mærke til det. Lily havde vendt sig og simpelthen rullet ud over kanten på vores seng… Taget turen med hovedet først direkte ned i gulvbrædderne. Jeg kunne mærke hendes ben glide gennem min hånd, uden jeg kunne nå at gribe fat. Jeg reagerede egentlig overraskende roligt i situationen, skyndte mig at samle hende op, kigge efter buler og sår… Trøstede hende. Christoffer kom løbende ind og rystede næsten mere end mig. Han havde også hørt braget. Det giver mig helt en klump i halsen, at tænke på det. Min lille pige. I flere dage har jeg gået og tænkt: “Hvordan kunne det dog ske for mig?”… Jeg har virkelig følt mig som en dårlig mor.
Der gik ikke mange minutter efter, at hun var holdt op med at græde, til hun var sig selv igen, grinede og smilede, men alligevel ved man jo aldrig, hvad der kan være sket, så vi ringede til min mor som er sygeplejerske og til 1813. Det var et godt tegn, at hun var begyndt at græde med det samme, for så havde hun ikke været bevidstløs. Vi fik besked på at holde øje med hende hver anden time natten igennem for at se, at hun fortsat havde det godt.
Det var noget af et chok. Og den der sætning “Hvordan kunne det ske for mig?” og følelsen af at være en dårlig mor lever stadig lidt i mig. Det har dog hjulpet at dele oplevelsen med vores venner og familie… Ikke at jeg ønsker dette scenarie for nogen anden, men når vi har fortalt det, er vi flere gange blevet mødt med: “Det er også sket for mig” eller også har de fortalt om lignende episoder. Og det har egentlig hjulpet lidt, at folk har turdet åbne op for det. Jeg har også hørt om flere, der holder det hemmeligt af ren skam. Det føles nemlig skamfuldt ikke at have været opmærksom, skulle jeg hilse og sige.
Lilys blå bule i panden har den sidste uges tid mindet mig om, at være ekstra opmærksom. Selvom man gør sig umage og forsøger at være den bedste mor, kan der ske fejl og uheld. Det handler vel i virkeligheden om at komme dem i forkøbet. Være opmærksom på, at hun hver dag kan noget nyt, som jeg ikke kan forudse, men alligevel må tage hensyn til. Vi har f.eks. nu købt sikringer til vinduerne, selvom hun ikke kan kravle derop endu og fjernet spidse nipsting fra bordhøjder, hvor hun endnu ikke kan nå. Man må tage sine forbehold, men av hvor gør det stadig ondt i hjertet, at hun faldt på gulvet…
54 comments
Av ja, det gør ondt i forældrehjertet, når sådan noget sker, men det SKER for de fleste. Tror alle i min mødregruppe og venindekreds har oplevet noget lignende. Selv om man er opmærksom kan man ikke være opmærksom HELE tiden og så sker der altså uheld. Det tager noget tid at ryste af sig igen og så tager man lige lidt ekstra forholdsregler, indtil de så har lært noget nyt, som du også selv skriver:-)
Ja, det gør så ondt! Man vil dem jo absolut det bedste og føler sig som en total fiasko, når det sker. Av.
Det bliver man nødt til at gøre ALT for ikke at tænke!! Ellers bliver det virkelig hårdt for dig de næste mange år.? Min søn er faldet ned af sengen et par gange og min datter tog den på hovedet fra trip trap stolen da hun var lille, to gange på én uge (den ene i vuggestuen).. Det var så ubehageligt og synd for dem da det skete, men man kan umuligt være opmærksom 24/7 og de små klarer det heldigvis så godt. Det er selvfølgelig virkelig ikke rart at ens barn bliver ulykkelig lige når det sker, men det er heldigvis glemt lige så hurtigt igen og deres kroppe er så gode til at afbøde for den slags. IKKE blame dig selv, det sker for absolut alle!!
Jeg prøver… For du har helt sikkert ret. Desværre tror jeg, det er noget, som man ikke rigtig kan vænne sig til. Men måske skal man prøve at lade være med at slå sig selv i hovedet over det… Vil jeg prøve. Tak for din kommentar. Den satte nogle tanker igang.
Bare rolig, her er det sket en del gange… min kæreste sover simpelthen så dybt, så når han en gang imellem har sovet med vores datter i vores seng og jeg fx har sovet i et andet værelse (for at få en hel nattesøvn) så er jeg flere gang vågnet før ham ved at vores datter er trillet ud af sengen🙈 han hører intet. Så resultatet er blevet at hvis hun puttes i vores seng eller han sover med hende ligger vi store puder for enden så hun ikke kan falde ud:)
Uha… Det lyder ikke godt, at det er sket en del gange… Føler med jer. Ja, det er bare om at dække sengen op så. :)
Der gør bare så ondt på en når sådannne ting sker. Da vores pige var et par måneder skulle jeg give hende en hagesmæk på og da jeg skulle lukke trykknappen kom huden imellem og den lavede et meget tydeligt aftryk. Hun var SÅ ulykkelig og jeg ligeså! 🙈 heldivis glemmer de det igen.
Ja, det gør! Så ondt… Av av av… Lyder heller ikke rart! Haha ja… Det er nok meget godt, at de glemmer det igen. :P
Åh stakkels lille pussepige!
Det kan jo ske og meget mere vil ske hen af vejen, men jeg forstår godt dit moderhjerte.
Vi gør jo vores bedste og alligevel sker ulykker.
Godt Lilly er ok og ikke fin skader, andet end bulen, som jo også gør ondt.
Pas på jer:-)
Tak skal du have, Tina. <3
Jeg er mor til 3 drenge. Den mellemste er også en gang faldet ud af sengen – helt samme scenarie som hos dig. Og generelt har de da alle fået nogle skrammer og buler, hvis vi voksne har været uopmærksomme eller manglet hænder. Jeg talte dog med en læge (tror også det var via 1813), der sagde, at de som tommelfingerregel først bliver bekymrede, hvis et barn falder mere end 3 x deres højde.. No need to feel bad:-)
Uha, 3 x deres egen højde… Det er alligevel langt ned! Shit…
Du er sej, at du siger det højt (også her). Og skørt nok virker det tit at høre om andre folks lignende oplevelser og samvittighed. Det kan dulme ens egne jag i maven at føle sig i samme båd. For vi gør alle vores bedste. Selv i søvne. Da det skete for mig (første gang) delte jeg det med mange. Da det skete igen.. knap så mange. Simpelthen fordi jeg netop var flov. Tid læger mange sår – også for moren (forhåbentlig) 😘
Tak søde Sarah. <3
Det er bare ikke sjovt. Kan godt følge dig - hvis det sker anden gang, får man helt sikkert endnu dårligere samvittighed. Åh altså... <3 Det har du ret i.
Tak fordi du tør dele😊
<3 <3 <3
Kender godt følelsen og den er bestemt ikke sjov oplevede det selv med vores Lily .for halvanden uge siden :( hun havde gylp i halsen og vat helt rød i hovedet så ville skynde mig at lægge hende for at tørre det væk , og i de sagde jeg ligger hende triller hun ud af sengen og slår også hovedet ned i træ gulvet :( vi ringer til vagtlægen og tager derud men de sagde også det samme som dig at når hun græder bagefter er det et godt tegn .. men hold op jeg tænker stadigvæk meget på det hver gang hun er lidt anderledes end hun plejer..:( men vil sige at ud fra hvad jeg har set uden at kende dig personligt .. kunne Lily ikke ønske sig en bedre mor ..
Åh nej! Det er jeg ked af… At det også skete for jer.
Hvor er du bare sød. <3 Tak. Gør mit bedste, men man bliver bare SÅ ked af det og sur på sig selv, når de kommer til skade...
Jeg tror, at det er en følelse, der kan komme hele livet. Jeg så et eller andet halvsørgeligt tv-program med min mor for nylig, hvor hun pludselig så på mig og spurgte, om hun var en dårlig mor. Jeg kiggede måbende på hende, for hvordan kunne det falde hende ind, når hun i virkeligheden er den bedste mor? Men mit gæt er, at det er en tvivl, der bare følger med det at være forældre. Jeg er i hvert fald sikker på, at Lily synes, at du er verdens bedste mor.
Du har nok ret… Det er nok bare aldrig noget, man vænner sig til. Lyder også som en sød og betænksom mor, du har. :)
Jeg kender det. Som i fuldstændig. Min dreng er en måned yngre end Lily, og det fuldstændig samme skete for os i sidste uge (hvor vildt egentlig?). Jeg har også stadig vildt dårlig samvittighed over det! Særligt af og til når han smiler til mig over hele Femøren – du skulle bare vide, hvad din mor var skyld i. Men håber og tænker, ligesom dig, at jeg har lært noget af det…
Åh nej da. Ja, det er lige sådan man tænker! Den tanke har jeg også haft, når Lily har kigget på mig med sin store blå bule i panden. Jamen altså! :) Det håber jeg også.
Åh for søren, det skete præcis det samme for mig i morges! Min søn på 8,5 måned lå i vores seng og sov da jeg nogle gange løfter ham over tidligt om morgenen for at sove videre. Jeg plejer at lægge en babyalarm ved siden af, så jeg kan høre om han vågner, men denne gnng holdte jeg bare døren åben. I mellemtiden vågnede han og havde kravlet i stilhed fra væggen helt ud til kanten var faldet ned med hovedet først :/ har præcis de samme følelser og tanker som dig, som verdens dårligste mor!
Åh nej altså. Og så i morges! Hvor uheldigt… Så kan det forhåbentlig hjælpe dig at læse, at det også er sket for mig. :P Jeg kan trøste dig med, at skyldfølelsen bliver lidt mindre som dagene går.
Nååååh. Det er synd for Lily, men det er også synd for dig. Jeg kan også fortælle lignende historier – det tror jeg, alle mødre kan. Tag det roligt – babyer er heldigvis mere hårdføre end man skulle tro. Du er helt sikkert en god mor, og du passer på din guldklump efter bedste evne 😊
Hvor er du betænksom. Tak. <3
Det samme skete for os for 3 uger siden :-( Et øjebliks uopmærksomhed, og dunk! Glemmer aldrig lyden, og er først nu ved at komme over det! Meeeen kan dog mærke, at jeg er blevet lidt for forsigtig nu, måske for meget? :-(
Åh nej. Det er jeg ked af at høre. Det er altså ikke sjovt. Men man bliver mere forsigtig, selvom man ikke troede, det var muligt. :P
Min søn er 12 år, men jeg kan altså stadig huske med gru, når den slags er sket. Man tror man er den eneste uopmærksomme forældre i hele verden… Men ja det er man ikke og heldigvis er de små mere robuste end man tror.
Åh ja… Lige præcis. Ja, de er mere robuste, end man tror, men alligevel ikke rart.
Hvor er du sej, at du deler det <3 og kan sagtens sætte mig ind i dine tanker og følelser. Jeg er selv mor til en pige på snart 11 måneder og det gør SÅ ondt i mit mor-hjerte når hun falder og slår sig. Jeg prøver virkelig at være over hende hele tiden, men det er svært nu hvor hun rejser sig op alle vegne og tror hun kan det hele :)
Og lige en anden ting – hvor er Lilys fine shorts fra?
Tak søde du. <3 Det er nemlig svært.
De er fra Zara. Har lige købt dem.
Jeg vil ikke tale din følelse af at være en dårlig mor ned, for jeg har så meget selv været der med min første – han faldt ned fra puslebordet i et splitsekunds uopmærksomhed :-( Med de ninja-reflekser, som du sikkert også har bemærket at man får som forældre, så nåede jeg at gribe ham inden han rørte gulvet, men mit høje skrig og følelsen af at falde var der også nok til at han var utrøstelig.
Nå, men det jeg egentlig ville frem til er; det kommer du til at opleve MANGE gange. De bedste mødre kan ikke være 120% på og jeg satser på at menneskelige mødre, stadig er de bedste mødre ;-)
Vi kan også trøste os med at der vitterligt er læring i alt hvad de små foretager sig og hver oplevelse gør dem klogere på livet :-)
Uha, lyder heller ikke rart, men hvor er du sej, at du nåede at gribe. Helt enig – man har fået mega hurtige reflekser. :) Føler mig som Spiderman nogen gange. :P
Det er bare SÅ ubehageligt når det sker. Men jeg tror næsten ikke sådan en episode kan undgås med små børn i hjemmet. Alle fra mødregruppen har prøvet noget lignende (en er sågar faldet ned fra puslebordet). – og så en dag skete det også for os. Et uopmærksomt øjeblik og så lå guldklumpen med hovedet i gulvet efter fald fra sofaen ;/ Av det gør SÅ ondt i morhjertet. Men de kan heldigvis holde til mere end man regner med. Det eneste man kan gøre er, at lære af situationen og så prøve at undgå, at det sker igen <3
Begge mine børn har taget den ud over vores seng, heldigvis er der ikke sket dem noget. Vi lagde faldunderlag rundt om sengen med den største, han havde det med at kravle over os om morgen med hovedet først, så havnede han på gulvet med hovedet først. Faldunderlaget tog støddet, og han lærte hurtigt at kravle baglængs ud af sengen.
Min store skræk er at de falder ned fra spisebordet, man kan bare ikke være alle steder på en gang :-(
Åhh ja, jeg kender det! Det er ikke mere end én månede siden det samme skete for mig med min datter som var 7 måneder der.
Her var det bare om morgenen… Mor her tænkte lige at vi skulle morgenputte og forhåbentlig falde i søvn igen (kl. Var ca. 5) 😴 Det var vidst kun mig der faldt lidt hen igen og vågnede som du, ved at der lød et bump.
Shiiiit man har det skidt efterfølgende! Det værste var næsten at vi dagen før havde aftalt at få sengen skubbet op til væggen så det ikke ville ske. Vi fik det bare ikke gjort 😒 Har også erfaret efterfølgende at jeg langt fra er den eneste det er sket for. Det beroliger lidt… man er jo blot et menneske 🤷🏼♀️
Dejligt at det ikke kun er det “perfekte” der bliver skrevet om.
Tak for det 🙌🏻
Åh jeg har prøvet noget lignende. Endda nok værre. Min datter havde lige lært at kravle. Jeg havde ikke lukket døren ordenlig ned til vores kælder. Pludselig hører jeg et brag og så ligger hun nede k kælderen. Hun havde fået åbnet døren helt og taget den med hovedet først hele vejen ned. Vi var til observation på børneafdelingen 1 døgn men hun havde utrolig nok ikke engang fået hjernerystelse !
Det giver mig et koldt gys ned af ryggen at læse din kommentar. Det lyder godt nok forfærdeligt. Nok mest af alt for dig… Pyha, godt der ikke skete noget med jeres lille datter. <3 Det var da et mirakel.
Jeg er også utrolig glad for vi ikke bor i det hus mere! Havde det forfærdeligt hver gang jeg gik ned med vasketøj. Tankerne om hvad der kunne være sket var slet ikke til at holde ud! Den dårlige samvittighed var simpelthen forfærdelig så forstår dine følelser fuldt ud!
Årh, føler mig dig 😔
Tak fordi du deler din oplevelse med os ❤️
Tak <3
Hej, jeg er selv 16 år, og er også blevet “tabt” en gang eller to (nok endda flere gange) som lille. Idag griner min familie og jeg en smule af det, det er jo hvad der kan ske. Det er selvfølgelig en anden sag, hvis der sker noget alvorligt følgende.. Men vil bare fortælle, at det kan ske for alle, og det er den ting der ikke bliver set ned på, når Lily bliver større, blot det modsatte.
Håber alt godt for jeres familie :)) – elsker at følge med!
Hvor er det fint du deler- jeg er mor til 3 stk og de er alle kommet galt af sted på den ene eller anden måde. Det gør ondt på både børn og moderen, men det kan bare ikke undgåes. Godt i alle 3 er kommet godt videre.
Hehe, min kæreste fandt vores 1 årige datter halvt inde under vores seng forleden nat… Og jeg har lavet samme stunt med vores nu treårige søn, da han var lille.
Jeg talte om det med vores sundhedsplejerske forleden dag og hun havde også oplevet det med din egen datter..
Ja, og så tabte min mor mig på gulvet, da jeg var spæd, da der gik ild i adventskransen 😂
… Skænk baren mor, du gør det godt! ☺️
Søde Christina,
Uden at skulle bagetalisere dine følelser, så kommer en ‘skramme’ sjældent alene. Om ikke så længe starter hun måske i institution, og der falder de, slår sig, rejser sig igen og sådan går det livet igennem. En god mor beskytter ikke altid sit barn, en god mor lærer sine børn at rejse sig når de er faldet. At der er trøst når man er ked og at det er okay og SUNDT, at komme til skade. Lily har opmærksomme og omsorgsfulde forældre, måske for opmærksomme? Du skal hvertfald ikke føle dig som en dårlig mor, tvært i mod…
Nej det er ikke sjovt, når de falder og slår sig. Jeg var til et virkelig godt privat førstehjælpskursus, der hedder små liv på Frederiksberg. Der lærte man en masse om forskellige ulykker – lige fra faldulykker, brandsår, forgiftning til kvælningsulykker; samt hvordan man kan børnesikre hjemmet. Det var bestemt alle pengene værd og kan varmt anbefales. :) Det gav i hvert fald en lidt trygere fornemmelse efterfølgende, at man har en ide om, hvad man skal gøre i sådan nogle situationer. :)
Åh føler sådan med dig Christina, og får et sug i maven og husker samme følelse. Min datter på nu 7 mdr tog faldet fra sofaen, røg på hovedet først og skrabede næsten på vores ru gulvtæppe. Aldrig har jeg fælt mig som en dårlig og uopmærksom på, det på trods at jeg havde tænkt tanken om det kunne ske, men jeg skulle bare liiiige… aldrig mere “skal bare lige”, så må jeg sikre baby først! For hulan… men de fleste mødre jeg kender har prøvet det, og man bliver lige lidt mere opmærksom. Du er bestemt IKKE en dårlig mor; Lilly er så glad og tilfreds (uden at kende jer), og det er dejligt af få lov og følge med – og at du også deler ting som dette. Tak ❤
Åh det er bare det værste. Havde gjort præcis det samme med min datter, da hun var 2,5 år. Ja hun lå lidt længere ovre i hans side af sengen end hun plejede men ikke alarmerende. Sidder nede i stuen og hører et ordentlig bump. Tror jeg står oppe i soveværelset før hun har trukket vejret og græder. Hun er faldet ned som en sæk kartofler, forskrækket, men der er mere end det. Well fornemmer noget er galt, ringer t farfar der kører os på skadestuen. Sygeplejersken ruller med øjnene 7-8 gange da jeg svarer, det lige er sket indenfor en time. Lidt ventetid, hun falder i søvn, jeg når lige at tænke shit der er nok ikke noget. Lægen konstaterer på få sekunder kravebenet er brækket – og en bule i panden fra radiatoren på vej ned. Heldigvis ikke så slemt for børn men fyldt med dårlig samvittighed må jeg ringe og vække manden, der lige landet i udlandet efter 5 timers flyvning og har sovet en time og skal op t et tidligt møde. Skat, vi er ok meeeenn… Så lektien lært omkring putning af lopper – og familien plager mig til stadighed med historien efter 7 år. Og hende der sygeplejersken fik et ja se hun har slynge på på vej ud af hospitalet. Mor har altid ret :-D
Jeg kan godt stikke den. Eller, min mand kan. For da vores datter var ca. 18-20 mdr, boede vi i sådan et lejlighedskompleks udformet som rækkehuse i to etager. Jeg var gået over til nogle af vores naboer, og min mand var hjemme med vores datter. Det hører med til historien at fortælle, at min mand helt sikkert (også) havde søvnapnø dengang – det var bare endnu ikke blevet diagnosticeret, så han var ikke kommet i behandling. Så han var jo faktisk virkelig træt hele tiden. Nå, men de havde ligget på gulvet og leget, og så var min mand åbenbart faldet i søvn. Og så var vores datter gået ud. Måske for at finde mig?
Pludselig kom min mand over til vores naboer; “er hun her?”, sagde han. Og der gik lige et splitsekund, før jeg blev klar over, at han ikke vidste, hvor hun var! Vi spænede allesammen ud, og rendte i hver vores retning. Det viste sig, at hun var nået op til den “store” vej (altså, ikke efter københavnske standarder, men hvor der alligevel kører en del biler), hvor en kondiløber tilfældigvis havde set hende. Og heldigvis undret sig over sådan en lille størrelse i natdragt og på strømpefødder! Han havde set, hun kom nede fra vores område, og begyndte at gå tilbage med hende. Dér fandt vi så hinanden.
Hun havde givetvis ikke været væk i mere end nogle minutter, men hold kæft mand….! Når jeg tænker på, hvad der kunne være sket……
Jeg tror nok, jeg fik hvæset lidt af min mand den dag. Ikke at jeg er stolt af det, for han havde det jo forfærdeligt. Men for pokker, altså!
Hun blev i øvrigt også engang forbrændt på sin underarm, da hun hjalp min mand med at lave mad (nu jeg tænker over det, så er min mand måske ikke skide ansvarlig..!? 😂). Og siden har der været utallige småskrammer og uheld (også for vores søn, som siden kom til), og det sker altså.
Som forældre skal vi holde op med at stræbe efter det perfekte, for det findes ganske enkelt ikke. Vi skal stræbe efter at være “gode nok”, for det ér altså… ja, godt nok. Jeg er sikker på, at hvis Lily kunne svare os, ville hun sige, at du er verdens bedste mor for hende. Og jeg er sikker på, at Christoffer vil sige det samme. Så øv dig i at være lidt mindre hård ved dig selv – for du er god nok 😊
Min den ældste faldt ned af sofaen med hovedet først, da han var baby og kan stadig huske følelsen. Av av av det gjorde ondt helt ind i hjertet. Min læge var så sød og sagde præcis det samme som lægen i fik snakket med og så tilføjede han, at jeg skulle huske babyer var lavet til at være babyer og deres knogler er så bløde at de kan tåle lidt knubs det første stykke tid. Det havde jeg virkelig i baghovedet da han senere begyndte at kravle og gå uden at have det mindste balance :)
du er ikke en dårlig mor:) i er den perfekte familie i er så søde men kan godt forstå det jeg ville også have dårlig samvittighed men heldigvis kom hun ikke til skade!!!
Nu skete mit værste mareridt idag. Jeg faldt i søvn! Min søn trillede ud af sengen, og nu føler jeg mig som den værste mor! Jeg er fuldstændig ulykkelig! Føler at jeg har svigtet! Og så læser jeg dit fine indlæg, som på en eller anden måde, kan hjælper mig til at samle tankerne igen! Tak fordi du vil dele din historie, så man som mor ikke føler sig alene!
Føler med dig. Havde det fuldstændig på samme måde. ❤️ Havde så dårlig samvittighed i ugevis. Men det gør hverken dig eller mig til en dårlig mor. En træt mor måske. 🙂 Tanker til dig.