Far på fuldtidsbarsel
Frokost på caféen A·VO·KA·DO i Malmø
Jeg var i en ældre kjole fra Iro & cashmere-sweater fra Zara
Christoffers barsel er slut og det er altså lidt vemodigt, må jeg indrømme. Otte måneder sammen som familie har været så dejligt. Faktisk også lidt hårdt, hvis jeg skal være ærlig. Hårdt fordi jeg samtidig har skulle arbejde. Et job som jeg elsker, men når jeg har arbejdet, har jeg følt at gå glip af tid med Lily og når jeg har været sammen med Lily, har jeg følt mig bagud med arbejdet… En virkelig svær balance, men den tid vi har brugt sammen, har været så speciel og dejlig. Det lyder kliché, men den er virkelig fløjet afsted. Der var så meget, vi gerne ville nå, opleve, få styr på og pludselig var tiden gået. Sådan er det nok bare, når man får børn.
Jeg føler mig heldig, at Christoffer har været hjemme så længe. Jeg ved godt, at det ikke er alle mænd, der af den ene eller anden årsag har mulighed for at holde barsel, men selv de fædre der har, vælger det ofte fra. “Tænk, at du har fået lov til at holde så lang en barsel…” og “Hvad siger din chef til det?” er sætninger, vi af og til er blevet mødt med. Andre har nærmest tabt kæben over hans valg… Efterfulgt af: “Hvad skal du dog få tiden til at gå med?” sagt med let hånlig stemme. Udover morens barsel har man i Danmark ret til forældreorlov i 32 uger med dagpenge og man vælger selv, hvordan de skal fordeles mellem forældrene. Det er en ret og det kan chefen ikke bestemme.
Det er desværre som om, at der i nogen sammenhænge bliver gjort lidt grin med mænd, der holder barsel. Til eksempel programmet “Mænd på Barsel”, der kørte på TV3. Det er ærgerligt, at det skal gøres til skamme og måske er det netop derfor, at nogen mænd ikke har lyst til at holde barsel. Det er ikke normen. I følge Danmarks Statistik tager fædre i gennemsnit kun 31 dages barsel mod mødres 298 dage, hvilket er langt mindre end de fire måneder som EU-kommissionen foreslår, at øremærke til fædrenes barselsorlov.
Derfor er jeg faktisk lidt stolt over Christoffer. At han “turde” hoppe fra jobbet i otte måneder, selvom han går højt op i sin karriere og på en måde gå lidt mod strømmen. Det har gjort, at han og Lily nu har et helt specielt bånd. Det er så dejligt at se. ;) Onsdag var hans sidste dag hjemme og det “fejrede” vi med at tage en hyggetur til Malmø, opleve byen, kigge butikker og spise frokost. Farvel til Christoffers barsel og halløj til et nyt kapitel. ;)
22 comments
Jeg synes det er så fint at han har holdt barsel med jer! Hvis vi havde haft muligheden havde vi gjort det på samme måde.
Jeg synes også at bloggen har båret præg af at Christoffer har gået hjemme, altså på en rigtig positiv måde. Synes ikke der har været så mange indlæg som før i fik Lily, hvilket selvfølgelig er forståeligt nok men de indlæg der så har været har virkelig også haft noget substans og været rigtige spændende. Det at følge andres familieliv og måde at gøre tingene på er super inspirerende og så elsker jeg bare jeres videoer som bare er sjove, spændende og utrolig flot lavet.
Jeg synes det er fantastisk, at I alle 3 har haft muligheden for at få 8 dejlige måneder sammen! Jeg er selv blevet inspireret til at få min mand til det samme, den dag vi får børn, da han er studerende og derfor også har muligheden :) Lilys 8 første måneder får I aldrig igen, så hvor er det bare dejligt I har haft dem sammen :)
Og hvor er det dog gået stærkt!? :D
😢 Havde vi andre bare været klogere. Den tid I 3 har haft sammen i de 8 mdr., er misundelsesværdig og hatten af for Christoffer, der har gjort det, som mange andre mænd ikke tør; sige til chefen: jeg kommer igen om 8 mdr.👍🏼
Rigtig spændende at høre, hvordan I har gjort det. “Tager du så over” på barslen nu? :-) Jeg kender ikke rigtig til reglerne, og de er heller ikke aktuelle for os endnu, men jeg drømmer sådan om at få en hel del tid sammen som nyklækket børnefamilie, når den tid kommer :-)
Super stærk indlæg og fantastisk ag du sætter fokus på dette tabu belagte emne – at største delen af mænd fravælger barsel grunden den ene eller anden grund…. stærkt gået 💗
Det er jeg rigtig glad for at høre. Tak. <3
Det er en vildt fantastisk løsning, I har haft :) Vil bare lige tilføje, at rigtig mange mænd gerne vil holde barsel, men det er bare ikke foreneligt med deres arbejde. Fx er min mand i den situation, at han kun har ret til 2 ugers barsel med løn – resten vil så være dagpenge. I og med at han er den, der tjener flest penge af os to, kan det ikke hænge økonomisk sammen, hvis han tager meget mere barsel, desværre. Vi har også et vennepar, som venter barn – han har ret til 10 ugers betalt barsel og vil vildt gerne holde det hele, men selvom hans kontrakt siger 10 uger med løn, er arbejdsgiveren total besværlig og ser helst ikke at han holder barsel faktisk. Det er simpelthen så unfair og jeg ville ønske mænd ved lov havde bedre rettigheder. Faktisk har de ved lov kun ret til 2 ugers frihed – med dagpenge – dvs. al ret til frihed med løn skal være aftalt. Æv!
Hej J!
Jeg har fuld respekt for at det er besværligt at “få lov” at holde barsel fra jobbet. Både min mand og jeg oplevede presset da vi ville holde henholdsvis 10 og 6 mdr barsel.
Da jeg læste din kommentar tænkte jeg bare lige at jeg ville opklare hvad reglerne siger for som far har man ret til mere end de 2 uger med dagpenge. Her citat fra borger.dk:
“Som far kan du holde fædreorlov med barseldagpenge i 2 uger lige efter fødslen. Du kan også holde de 2 uger på et
andet tidspunkt inden for de første 14 uger, efter at dit barn er født, hvis du aftaler det med din arbejdsgiver.
Efter morens 14 ugers barselsorlov kan I begge holde forældreorlov i 32 uger, dvs. 64 uger i alt. Det er dog kun i 32 af de 64 uger, I kan få barseldagpenge. Som forældre kan I derfor dele 32 ugers orlov med barseldagpenge. Som far
kan du godt starte på de 32 uger, selvom jeres barn ikke er fyldt 14 uger endnu.”
Så selvfølgelig er der et økonomisk aspekt, men hvis man som far vil holde 2 ugers fædreorlov og 32 ugers forældreorlov, så kan arbejdsgiver ikke nægte.
VH Ida
Hov jeg fik byttet rundt på varigheden af vores barsler: Jeg holdt 10 mdr og min mand 6 mdr hvoraf vi havde en måneds overlap i midten hvorefter han så overtog.
Tak for opklaringen – da jeg havde sendt kommentaren, så jeg godt, at jeg ikke havde været helt klar, for ja selvfølgelig er der de 32 ugers dagpenge til deling. Jeg mente egentlig bare, at ikke engang de første 2 uger er med løn, men med dagpenge. Jeg synes godt mænd ved lov kunne få de 2 uger med løn (som minimum), og at flere arbejdsgivere støttede op om, at mænd holdt mere barsel. Jeg kender desværre alt for mange, som skal kæmpe og forhandle med deres arbejdsgiver omkring barsel – også selvom de har ret til barsel med dagpenge! Det er super ærgerligt.
Jeg ville ønske, at Christoffer lige kunne tage 8 måneder mere. Det har været enorm hyggeligt, at følge jer via bloggen og jeres videoer. Jeg frygter desværre, at der kommer til at gå længere tid mellem jeres familie videoer? :( i så fald har jeg før rost jer for, at Christoffer har tager så meget barsel. Han er et godt forbillede for andre mænd! Håber, at dine kvindelige læsere vil sprede jeres budskab videre til deres mænd og andre! Min mand er pt på barsel herhjemme ;) det er dejligt!
Skal Lily begynde i vuggestue, nu hvor hun snart fylder 1 år? 😊
Sejt af Christoffer og fedt du sætter fokus på det 💪👨👧👨👦😃
I mit gamle job som advokat tog næsten alle mænd barsel i tre måneder. Og det er ellers et karrierejob 😀 Min mand er også på fuldtidsbarsel nu i tre måneder. Det er dejligt, men også lidt hårdt, at jeg selv skulle starte så tidligt på arbejde igen. Tidligere var jeg nok lidt fordømmende over for kvinder, der selv tog hele barslen – og ikke lod deres mænd “få lov”. Det er jeg ikke mere. Jeg er glad for, at min mand har barsel, men der er da lidt egoistiske øjeblikke, hvor jeg ville ønske, at min egen barsel havde været længere.
Så mega sejt. Her tog farmand tre måneders barsel med fuld løn – ret god arbejdsplads, da vi ellers ikke havde råd til at han skulle holde barsel. Hvis det bliver en næste gang vil han gerne have meget mere, da han synes tiden fløj for hurtigt..
Mega fedt indlæg og godt du sætter fokus på det! Jeg oplever, at det også kan være mødrene som holder lidt på deres barsel – at nogen ikke så gerne vil dele. Tror både der skal kigges mod mor og far :-) her tog min kæreste seks måneders barsel. Det har været så godt og bliver så vigtigt for os alle tre :-)
Som sociologi-studerende kan jeg ikke få armene ned. Hvor forfriskende at se et familiepolitisk indspark mellem avocadomadder og modetøj. Lad os få et “gæste-indlæg” fra Christoffer om hvor kongefedt det er at være på barsel!
Jeg ville elske at din kære mand kom nogle ord på hvordan det har været at være på barsel <3 I er et fantastisk par og i har skabt en skøn lille datter <3 <3
Det er så skønt med barsel. Uanset om det er mor eller far, der holder den! :) Jeg synes desværre, at der også er tendens til at familier, hvor mor vælger at holde hele eller størstedelen af barsel skal skamme sig over ‘ikke at lade far komme til’ eller ‘ikke være med til at bidrage til ligestilling på barselsområdet’. Generelt ærgrer det mig, at når vi taler om fødsel, amning, barsel – ja mange ting babyrelateret, så er noget mere rigtigt end andet. En af mine største læringer som mor er nok, at det der fungerer for os, det fungerer for os. Og noget andet fungerer for andre. Her fungerer det at jeg holder hele barselen. Primært fordi det har jeg haft lyst til. Og det synes jeg faktisk er ligeså godt, som hvis vi havde delt eller lavet en helt 3. Ordning. Det vigtigste er, at man gør, hvad der føles rigtigt for ens lille familie. Så hatten af for, at I har gjort det der føles rigtigt for jer! :)
Det er SÅ fedt at din mand har valgt sin barsel til. Min kæreste vil også have den fulde barsel, men jeg vil nu også gerne have lidt, så vi deler den 50/50. Fædrene har efter min mening lige så stor ret til barsel som mødrene.
Vh Katrine
Hvordan har I gjort det rent praktisk? Har du arbejdet hjemme eller på kontoret?
Jeg har selv haft enormt svært ved at få passet den lille, når jeg selv var indenfor hørevidde.
Jeg er også så glad for, at min mand har haft barsel med begge vores børn. Vi bor i Sverige og da vi fik vores første barn var 2 måneder øremærket til faderen og med det andet barn var det 3 måneder. Vi har holdt 2 måneders fælles barsel med hvert barn, og så har min mand haft 2 henholdvis 3,5 måneders barsel selv med børnene… Det er sådan en gave, ikke bare for deres forhold, men også så han 100% kan forstå, at det er ikke lutter lagkage at gå hjemme med ungerne hele tiden, det er benhårdt arbejde meget af tiden…
Vi er meget heldige i Sverige at vores barsel/forældreorlov er så fleksibel, så man faktisk helt selv kan bestemme hvordan man bruger den (næsten). F.eks. tager vi begge to en ekstra ferieuge til september, fordi vi stadig har forældreorlov tilbage. Fleksibiliteten gør det betydligt enklere for flere fædre (og mødre) at være hjemme med deres børn. Måske ikke i en lang sammanhængende periode, men en dag eller uge her og der gør jo også rigtig meget godt for både børn og voksne :).