roedbede-hummusroedbedehummus

Er det ikke en utrolig flot farve? Forleden lavede jeg rødbedehummus for første gang og det bliver bestemt ikke sidste… Nøj, hvor smagte det lækkert. Og så pynter det i øvrigt på enhver tallerken. :) Jeg lavede en dobbeltportion og har brugt det på alt fra knækbrød og fladbrød til rugbrødsmadder med avocado.

Ingredienser:
1 rødbede (mellemstor ca. 200 g)
1 dåse kikærter
1 spsk tahin
1 spsk olivenolie
Saften fra 1/2 citron
1 fed hvidløg
1/2 tsk knust spidskommen
Salt og peber efter smag og behag

Fremgangsmåde:
– Kog rødbeden uskrællet i en gryde i 20-25 minutter (kog gerne flere af gangen – så har du ekstra klar i køleskabet til salater, biksemad, smoothies, osv.)
– Hæld derefter vandet fra og køl dem ned med koldt vand. Derefter kan rødbederne nærmest smuttes som mandler, så skrællen falder af.
– Hak rødbeden du skal bruge i tern.
– Hæld vandet fra kikærterne og skyld dem over med vand fra hanen.
– Tilføj alle ingredienser i en stor skål og blend det hele med en stavblender. Tilføj gerne lidt vand, hvis du vil have en lettere konsistens og smag til med salt og peber.
– Tilføj gerne lidt kerner og grønt på toppen. Jeg brugte nigella- og sesamfrø og lidt frisk koriander. Bon appétit.