new-born

I dag er lillemanden seks uger gammel. På den ene siden føles det som om, han har været her i meget længere tid og på den anden som om fødslen var i går. Tid er et mærkeligt begreb. Det er så dejligt at være fire og jeg føler mig enormt heldig og taknemmelig. Når det er sagt skal jeg også være ærlig og indrømme, at de seneste uger har været udfordrende. Udfordrende fordi han har været lidt ved siden af sig selv i dagstimerne. Nogle dage er der intet og andre dage græder han en hel del og vil kun være hos mig. Jeg ved ikke, om det er tigerspring, varmen eller ondt i maven, men et eller andet er der galt, for han bliver ofte utrolig ked af det. Vi prøver selvfølgelig alt muligt for at få ham til at blive glad og tilfreds igen, men det eneste der synes at fungere, er at være på min arm, mens jeg bouncer op og ned. Så I kan nok forestille jer, hvordan det føles i lår og baller, når man har stået sådan en hel dag, haha… Jeg overvejer virkelig, om vi skal anskaffe os en slyngevugge.

Nætterne kan jeg ikke klage over, for han sover som regel 4-5 timer i streg først på natten, får mad og en tør ble i halv times tid for så at sove videre i 3-4 timer. Så reelt er jeg kun oppe én gang i løbet af natten og på den måde får man lidt mere overskud. Det er bare utrolig svært at være 100% til stede over for Lily, når lillebror er ked af det. Det giver mig lidt dårlig samvittighed, men jeg trøster mig med, at alt er en fase. ;) Så jeg når ikke ret meget i disse dage rent arbejdsmæssigt, men der er ikke meget andet at gøre, end at tage det i hans tempo. Til gengæld er han begyndt at smile rigtig meget og så glemmer man helt, hvor udfordrende dagen kan have været, når han stikker os sit søde tandløse smil. <3 Det var en lille update fra babyboblen… Kan I have en dejlig aften.