Perfekt uperfekt
Første billede Lily har taget <3
Hyggerod i stuen…
Med mor i vaskekælderen
Når man falder i søvn i alt for lille seng… Og sover der en halv nat. :) #radbrækket
Cirkus Dueholm
Nogen gange går jeg lidt i “survival mode”, når jeg er inde i udfordrende perioder og glemmer at berette om det hele, selvom det måske i virkeligheden er de små hverdagskampe, som er mest interessante og relaterbare at høre om. Det mindede Christoffer mig om i går: “Hvorfor fortæller du ikke lidt om dét, skat?“, da jeg kom ud i køkkenet kl. 22.30 og egentlig gerne ville blogge, men samtidig var jeg helt skeløjet efter at have forsøgt at putte Louis i flere timer uden held, flitsbue, gråd, asen og masen… For den slags sker selvfølgelig også hjemme hos os. I øjeblikket er vi inde i en fase, hvor vi er mega udfordrede på måltider og søvn.
Det virker næsten helt komisk, at vi har været til diætist – specielt for at finde ud af, om børnene får det helt rigtige, når den lille stædige dame herhjemme kun vil indtage hvidt brød, pasta og rosiner i øjeblikket. Måltiderne er en kamp og jeg synes efterhånden, at vi har prøvet alt fra i perioder ikke at blande os, lade hende selv vælge, øse op, ikke givet maden fokus til andre perioder at forsøge på en simpel måde at italesætte, hvorfor det er vigtigt at spise andet end førnævnte, ikke lade hende vælge, været mere strikse… Intet virker ret godt pt. Jeg håber virkelig, at det er en fase. Efter Louis har været syg, nægter han at spise, alt der kommer på en ske. Han vil faktisk nærmest kun ammes. Fast føde siger ham ikke rigtig noget. Så måltiderne er ikke ligefrem hyggelige i øjeblikket, kan I nok forestille jer, selvom vi ihærdigt forsøger at gøre dem til en rar oplevelse.
Og så er der søvnen… Eller mangel på samme. :) Lily har de sidste nætter sovet igennem – jøsses hvor er det dejligt og hvor håber jeg inderligt, at det fortsætter! Vi har været inde i en periode, hvor nattesøvnen kunne blive afbrudt hver time, fordi børnene vågnede på skift. Samtidig vil hun ikke sove om aftenen og det er ikke unormalt, at hun først lukker øjnene kl. 22, selvom vi starter putningen kl. 19. Så er man FÆRDIG, når børnene endelig sover. Louis sover stadig enormt dårligt og vågner ofte i et skrig, som om han har mareridt. Det er også derfor, at mit overskud til at svare på kommentarer og beskeder på Instagram har været minimalt efter en periode med de her kampe og to uger med influenzaramte børn og voksne, hvor jeg ikke har fået lavet meget i dagstimerne.
Så er der den 2-års alder, som er noget så charmerende, men samtidig den mest udfordrende hidtil med vil-selv-kan-selv alting (indsæt selv smiley med sved på panden). :) Børneopdragelse er svært. Lige som man tror, at nu kører det “I got it“, så bliver de ældre, nye faser, udfordringer, rutiner… Jeg håber, at det gav et indblik i vores hverdag pt. som måske ikke er så idyllisk, som det kan virke udefra, men bare helt almindelig, udfordrende, dejlig og perfekt uperfekt. Lige som hos de fleste andre småbørnsfamilier. <3
45 comments
Åh, hvor kan jeg dog genkende det med måltiderne 😅 min datter blev 3 år i sidste uge, og de sidste MANGE måneder har været samme situation som hos jer: Hun spiser minimalt, spiser ikke varieret på nogen måde og er bare generelt ikke interesseret i nogen form for mad (andet end bær og kyllingepølser) 😬
Vi prøver også alle versioner af opdragelse – den hvor man ikke blander sig, den hvor man forsøger at inddrage hende i madlavningen/indkøb og giver valgmuligheder 😅 men… det er jo nok bare en fase – for lige pludselig sad hun til vores store overraskelse i går og spiste jordskokkesuppe med pasta, hvortil hun udbrød “mmm, det smager deeejligt” 😂😆😳🤯
Vildt nok!
Jeg er gravid med tvillinger og mit overskud er i bund, så jeg føler virkelig med jer også i forhold til søvnen – og forsøger bare selv at trække vejret roligt ved tanken om de næste 3 års tid med den slags små børn, nætter og opdragelse 🥳
Det er jo nok det HELE VÆRD i sidste ende ❤️
Haha… Hvor er det fantastisk, at det kan vende fra den ene dag til den anden. Jeg håber for jer, at det fortsætter på den måde ved aftensmaden. :)
Kæmpe tillykke med at du venter tvillinger. Hvor må du være spændt på det hele. Når det hele f.eks. er kaos herhjemme ved middagsbordet og Lily pludselig begynder at lave sjov med Louis og danser rundt om hans stol, så glemmer man pludselig det kaos og så giver alt bare mening. Det er det vildeste at se sine børn sammen. Du har så meget at se frem til på trods af de søvnløse nætter, kampe, osv. ❤ Pøj pøj med det hele.
Sender lige god forælder-karma jeres vej. En dag får vi lov til at sove igen!!!!!! Vh tvillingemoderen der ikke har sovet i 14mdr :O
Mange tak. ❤ Wow, du er sej! God karma din vej også. :-*
Hi Christina, could you tell me where can I buy Lily’s flower bedding? You have fantastic taste with home decor. Have a nice evening
Thank you so much. It’s from Serendipity. :)
Rigtig dejligt og relaterbart indlæg (har selv en 8 md baby). Jeg kan bedst lide de her slags indlæg hvor du fortæller helt ærligt om jeres liv, så gerne mere af det :-)
Dejligt at høre. :)
I klarer den❤😊
Tak. ❤ Ja, værre er det heller ikke. :) Det er allermest dejligt med to små børn – samtidig udfordrende på et helt nyt niveau. :)
Elsker, at det er så hudløst ærligt! Kæmpe respekt ❤️
Tak. ❤
Da min dreng var ca. to et halvt var han også mega svær at putte om aftenen. Putningen startede som regel kl. 19 og kunne vare op til to timer. Han hoppede i sengen, kastede med sine sutter, smed alt sengetøjet på gulvet osv. Det eneste han ikke gjorde var at sove. Han blev mere og mere opkørt og jeg blev mere og mere frustreret. (Jeg er alene med mine børn, så der er ikke en far, der lige tager over) En dag prøvede jeg et eksperiment: jeg tog ikke initiativ til putning og sagde ikke noget om seng, sove, sengetid etc. Og så skete det magiske: da klokken var ca. 19.30 sagde han, at han var træt og ville gerne sove. Så puttede jeg ham og efter 10 min. sov han!!! Og den strategi virker stadig. Han bestemmer selv, men efter kl. 19.30 skal der være ro, og han skal underholde sig selv. Jeg leger ikke med ham og han må ikke larme. Det fungerer! Han siger selv til når han er klar til at sove. I øjeblikket er det omkring kl. 19.
Jeg gør meget ud af, at det at komme i seng er noget hyggeligt hvor vi læser en bog, synger sange, snakker eller laver fis med hinanden. Og så “lukker jeg ned” omkring kl. 19.30. Slukker så meget lys som muligt, trækker gardiner for og skruer helt ned for fjernsynet. Således der bliver lidt kedelig aften-stemning.
Måske kan I bruge noget af det. Håber I finder en løsning.
Tak for din fine blog. Og kom endelig med flere indlæg om kedelig grå hverdag – det er så rart og befriende at læse om.
Hilsen Mette
Tak for tippet og fordi du deler. :) Det må prøves af – god idé at gøre det lidt “kedeligt”. Tak skal du have for de søde ord. Det varmer meget.
Tak for at dele det perfekt uperfekte!
Virkelig rart at høre om hverdagskampe – det er nemlig også en stor del af vores perfekt uperfekte hverdag.
Dejligt du kan bruge det til noget. ❤️ Tak.
Vi boede indtil for et år siden i lejlighed på en nabovej til jer (gætter jeg på 😊) med børn i samme alder som jeres er nu. Vi bor nu i USA og har det godt, men det giver et sug helt ned i mellemgulvet at se billeder af jeres hverdag som børnefamilie i en Østerbro-lejlighed. Som jeg bestemt også fornemmer som en undertone i dit indlæg, så bliver sådanne hverdagsminder på afstand altså til noget ganske særligt. Tak fordi du deler ❤️
Og nu til et konkret spørgsmål: Jeg ser, hvad der ligner en stor Streliza(?) plante i jeres stue. Gør du noget særligt for at passe den? Den er imponerende stor og flot.
Det kan jeg godt forstå. <3 Det at bo i byen kan også noget helt særligt. :)
Vores Streliza står godt i forhold til lys. I sommerperioden vander vi den en gang om uge. På et tidspunkt begynder vi at gøde den, når vi vander, men lige nu har den rimelig nyt jord, som indeholder gødning fra start.
Midt i al kaos, kan børnenes smil og latter få en til at glemme det hele for en kort stund. Men det er mega hårdt. Vi har selv været der. Dejligt at du deler og viser “the real life”.
Helt enig. Det betyder alt, når de griner og smiler. ❤ Tak.
Mange tanker og kærlige hilsner til jer. Jeg håber, at skuden vender snart og at I kan få lidt sammenhængende søvn! Og tak fordi du giver et indblik i den del af forældreskabet 🙏
Tak søde du. ❤ Og selv tak.
Sikken et dejlig indlæg💕
Det er så skønt, at høre om ganske almindelig hverdag.
Vi har en på fem og to på fire, så jeg kan sagtens huske alt det du beskriver.
Og jeg kan selvfølgelig ikke love det 😃 Men hos os er det vendt, og alle spiser nu almindelig mad, og vi kan putte alle tre, alene voksen, på en halv time inkl. godnathistorie, og sang 😎🥳👍🏼
Så bare hæng på, som du selv skriver, så er alt en fase, og det går over. (Også selvom der kan være uendeligt svært, når man står i det) Tag de kampe der er nødvendige, og ingen har taget skade af hvidt brød og rosiner i en periode😁 Gør jeres måltider hyggelige, og drop alle formaninger, det skal nok ændre sig🍀 (selvom det kan tage laaaang tid, og man er ved at miste tålmodigheden)
Krammer til jer, I ser ud til at være nogle dejlige forældre😘
Tak skal du have.
Hvor er det fantastisk at høre. Jeg glæder mig til den dag, det (forhåbentlig) vender. ❤ Det lyder da helt utroligt, at I kan putte tre børn på en halv time. Sikke en drøm. :) Og godt gået.
Tak – vi hænger på. ❤ Og tak for dine gode råd og søde ord.
Vi har en dreng, der er en uge yngre end Louis og vi oplever præcis det samme med mad (og søvn) som jer. Da vi startede med mad spiste han gladeligt, men de her uger giver det mig nærmest hjertebanken ved tanken om, at det snart er mad-tid, fordi det er sådan en udfordring. Og vi prøver virkelig også at gøre det til noget hyggeligt hver gang, men det ender ofte med en dreng der er på vej op af stolen, mens hans mund nærmest er lukket med lynlås. Jeeez! Jeg håber, at det vender snart – for alle os der kæmper med børn og deres mad 😅🤞
Hvor er det sjovt at høre, at de er så tætte i alder. Æv, at I også kæmper med maden – jeg ved lige, hvad du mener med lynlåsmunden! Haha… Der er bare helt lukket nogen gange! :P Håber også det snart vender for jer. :) Knus
Befriende skønt indlæg- og hvor kan jeg dog relatere!
Tak skal du have. <3
Hvor er det dejligt at læse at de her udfordringer findes i din verden også 😅 ikke fordi jeg under nogen at gå igennem de mega hårde perioder, udelukkende fordi det er rart at vide man ikke er alene. At vide man ikke gør noget forkert selv om det hele ikke er “Picture perfect” altid. Så tak for dette indlægget 🙏🏻
Vi har en dreng der er lige så gammel som Lily, født juli -17. Vi havde det samme problemet med at han ikke rigtig ville/kunde sove om aftenen, helt til vi droppede den sidste lur om dagen. Nu ved jeg ikke, om Lily stadigvæk sover lur om dagen, men hvis hun gør er det hvertfald et tip 👍🏻 Held og lykke med det hele! Det skal nok blive bedre, hang in there!!! ❤️
Dejligt at høre du kan bruge indlægget og kan relatere. :)
Sjovt at høre de er så tætte. Hvor er det dejligt for jer, at det går så fint efter luren er droppet. Lily sover stadig lur i vuggestuen – vi skipper den ofte i weekenderne og det er SÅ meget nemmere at putte, så tror snart, at vi dropper den helt. Skal lige have vuggestuen med på den idé. :)
Tak for de søde ord.
Hej Christina!
Det lyder hårdt det hele, men hvor er det dejligt at se, at I stadig smiler og ser positivt på tingene – det er guldværd!
Hvad er det for en flot stor plante I har stående i stue på gulvet? Det ser virkelig godt ud i jeres hjem!
Alt held og lykke med de ret stramme dage :)
– Maiken
Hvor er det sødt sagt. Tak. <3 Selvom det er udfordrende er det stadig mest dejligt.
Det er en Strelitzia Nicolai. :) Købt i Grønne Hjem i Valby for 900 kr. sidste år.
Hvor er det bare det mest vidunderlige billede Lily har taget af jer ❤️ Så sødt! Håber det snart vender med søvn og mad.
Tak søde du. :) God søndag.
Vi har børn der er nærmest jævnaldrende med jeres (fra maj 2017 og marts 2019), og vi oplever p.r.æ.c.i.s det samme som jer. Det kunne have været mig det havde skrevet det dér😂 Vi lå alle fire mast sammen helt vågne og rædbrækkede i vores dobbeltseng i nat, fordi vores datter på knap 3 år var vågen 2,5 time🤯 Synes virkelig det er udfordrende at have to børn på knap 1 og 3 år😳 Thank god at de er så søde og skønne – og det er fuldstændig fantastisk at se deres bånd når de er sammen😍
Åh mand. Det er altså hårde løjer. Haha, sikke en nat. Håber for jer det snart er overstået. Jeg ved lige, hvad du mener. <3 Det er hårdt og mega udfordrende, men allermest dejligt. <3
Det lyder fuldstændig som min hverdag – bare kun med et barn. Hatten af for jer med flere børn, for det er godt nok hårdt. Men det er en fase (please! Lad det være en kort fase!) Tak for at dele. Både indlæg og kommentarer viser jo, at vi ikke er alene om frustrationerne. Knus Liv. Ps Felix spiser kun (pt meget lidt af hvert) suppehorn, brunchpølser og fiskefrikadeller – Intet andet. Undtagen om natten, hvor han insisterer på en jordbærsmoothie. For filan altså!
Dejligt at høre, søde Liv. <3 Selvom jeg også håber for dig, at det kun er en (kort) fase, der snart er overstået. :) Nej, vi er ikke alene. <3
Haha... Dejlig varieret kost lige som Lily, kan jeg høre. :P Nogen gange kan jeg virkelig undre mig over deres madvalg. Forleden åd Louis en halv Pixiebog på bagsædet af bilen, men når der kommer en skefuld lækker lun grød mod hans mund, er den lukket med lynlås. :P
Tak for det uperfekte indblik Christina. Selvom det lyder fandens hårdt, så betyder det meget at du fortæller lidt om virkeligheden også, for selvom at de skønne “perfekte” billeder og fortællinger også er noget så inspirerende, så kan man jo ikke komme udenom at det netop også er et job at fremstille livet sådan, selvom livet da også næsten kan være perfekt nogle gange ;) hehe
Håber der falder ro på hos jer og at måltiderne bliver nemmere med tiden :-)
Tak skal du have, Katrine. Dejligt du kan lide indlægget. :) Tak – det håber jeg sørme også, haha… Rigtig god aften og tak fordi du følger med.
Inden længe udkommer Morten Elsøe og Anne Gaardmands bog “Madro” – måske den kan være en hjælp for jer i fht det med maden :-)
Tak for tip. Må jeg lige google. :)
Du er så sej!
Åh, tak <3
Jeg vil bare gerne sige tak. Det er virkelig rart at læse, at det også kan være sådan hos jer. Giver mig så meget ro og får mig til at føle, at vi er helt normale herhjemme, haha!
Nogle gange kan jeg godt tro, at vi er de eneste som stadig ikke sover igennem selvom vores datter snart er 2 år, hvor putningen snildt kan tage 2 timer og hvor hverken den lækre laks, kartoflerne eller salaten bliver rørt til aftensmaden. Så tusind tak!