En status & planer for fremtiden
{En kjole jeg syede af et gammelt gardin for nylig }
Hej venner. <3 Hvordan går det? Dette indlæg bliver lidt et sammensurium over den seneste tid for at give en lille update og fortælle, at jeg altså stadig er her og hvad jeg har gjort mig af tanker fremadrettet. :) Jeg har været inde i en periode, hvor jeg har følt mig lidt flad – det her boligræs tager hårdt på energien. Åh, jeg har sådan lyst til at dele mere med jer, men lige nu er der nogle ting, der skal falde på plads, før jeg kan indvie jer i, hvad søren der foregår på boligfronten. En læser skrev forleden til mig: “Leave os bare hanging, som en gammel enlig sok på tøjsnoren… Det der hus dér I har budt på, Fru Dueholm?!“.
Jeg forstår det udmærket – jeg har indviet jer så meget og pludselig blev der stilhed. Kort fortalt er det en vanvittig proces at købe et hus i øjeblikket og jeg synes hele tiden, at der er et eller andet, som spænder ben for os. Vi fik desværre ikke det omtalte hus – fjerde hus vi bød på. Det var endda til trods for, at vi bød over udbudsprisen. Som jeg sagde – skørt marked i øjeblikket. I mellemtiden er der dukket et nyt hus op og jeg skal nok dele mere, så snart jeg kan. Jeg er glad for, at I engagerer jer så meget i vores boligjagt – det er altså ret hyggeligt. <3 Jeg ved, at vi er flere i samme båd og jeg har planer om at lave nogle indlæg med vores erfaringer, der forhåbentlig kan gøre det lettere for nogle af jer, når I skal ud og købe hus en dag. Vi har prøvet lidt af hvert gennem de sidste tre år, må jeg indrømme.
Hyppigheden af mine indlæg har været dalende på det sidste. Det er selvfølgelig ikke boligjagten alene, der tager al min tid – folk med 9-17 jobs formår også at købe huse. ;) Men jeg har brugt en del tid på at arbejde bag skærmen på bloggens (& mine andre kanalers) fremtid. Overveje og nytænke hvordan udformningen og retningen skal være. Nogen gange er man nødt til at hoppe ud af “hamsterhjulet”, hoppe ind i en helikopter, flyve op og se perspektivet fra oven – også selvom det gør, at man kommer bagud med andre opgaver. Det er nogen gange det, der skal til for at flytte sig og jeg har længe gerne ville noget mere med dette fine univers, vi sammen har skabt – både herinde og på tværs af mine andre kanaler. Som jeg har været inde på tidligere, skal det stadig være det samme, men der skal tilføjes noget mere. Det har jeg tænkt en hel del over på det seneste.
Jeg vil, som jeg tidligere har nævnt, gerne igang med flere kreative projekter. Projekter som I kan gøre efter derhjemme eller på den ene eller anden måde lade jer inspirere af. Eksempelvis har jeg savnet at bruge min designuddannelse og i det hele taget være kreativ. Det er der blevet mere tid til nu, hvor børnene er startet i institution og det er nok også derfor, at tankerne om nye tiltag har meldt sig. Noget af det, jeg har savnet og gerne vil fokusere mere på er at dele fine, håndgribelige syprojekter med jer. Jeg har syet lige siden jeg var lille – først dukke/Barbietøj, dernæst designede jeg en kjole, som jeg syede på min mors symaskine og solgte dem i massevis på Trendsales. Jeg syede også mine egne kjoler til gymnasiefesterne ganske ofte. Siden læste jeg til designer og lavede en masse sjove projekter på skolen, men efter jeg blev influencer på fuld tid, har den del været lagt lidt på hylden – på nær de gange, hvor jeg har lavet designsamarbejder med andre virksomheder og de få ting, jeg har syet til børnene, som jeg vist aldrig har fået vist jer. Men kort sagt – jeg savner at sy og være kreativ og jeg har mange tanker og idéer, som så småt begynder at samle sig. Jeg glæder mig til at tage jer med på rejsen. :)
12 comments
Hej Christina,
Jeg forestiller mig, at vi er mange, der vildt gerne vil se billeder af de huse, I kigger på. Jeg kan sagtens forstå, at I ikke har lyst til at dele billeder mv. af lige præcis det hus, I ønsker at købe, men de fire huse I har budt på, om som er gået til anden side… Kunne du have lyst til at dele dem og jeres tanker om istandsættelse mm. her på bloggen? Jeg synes i hvert fald, at det kunne være super spændende at få et indblik i :)
Jeg har fulgt med længe og kigger stadig meget i din DIY-kategori, der er så mange fine og opfindsomme idéer som jeg har benyttet mig meget af igennem tiden ✨Det lyder dejligt med de nye tanker og idéer og jeg vil fortsat følge spændt med og blive inspireret! Kh
Fedt! Jeg vil bare vildt gerne lære at sy igen. Jeg plejede at gøre det som teenager, men er kommet helt væk fra det.
Kunne faktisk også godt tænke mig at sy ting til børn og måske bolig?
Jeg er vild med ideen om mere DIY her på kanalen.
Bedste tanker C
Det lyder spændende :-)
Wauw, det er du sluppet godt fra – det gad jeg så gerne, at kunne 💗.
Årh hvor ville jeg elske at se syprojekter som jeg kan gøre kunsten efter på min egen symaskine! Især hvis du bruger stof som er bredt tilgængeligt i fx stof og stil eller hvad stofbutikskæder der nu findes (online og fysisk), så jeg kan lave kjolen i samme stof som dig 😍 kjolen af gardinet blev så flot, men jeg kan jo ikke skaffe stoffet selv 😂 Har ikke læst til designer men havde design på ungdomsskolen da jeg var 15. Good times 😃
Det lyder spændende – glæder mig til at følge med ☺️👏 Og pøj pøj med husjagten 🙏
Det kunne være rigtig fedt, hvis du lavede indlæg der handlede om DIY projekter du laver. Jeg vil ihvertfald gerne læse dem :)
Yay <3 <3 <3
Har du et billede af den kjole du syede og solgte engang? Det kunne være sjovt at se.
Yes, det glæder jeg mig bare til. Jeg elsker dine DIY guides, de er mega inspirerende, og det er så fedt at du deler. Tak for det. Jeg glæder mig til tiden fremover på din blog med endnu mere diy. Kh Katrine
Hej Katrine,
Tak for de søde ord. Det er godt at høre. :) God weekend.