Påske gulerodskage
I har måske allerede set på Instagram, at vi lavede en sød lille påskekage i forgårs? :) Det var egentlig kun pynten, der gjorde den lidt påskeagtig – man kan jo dekorere den lige som man vil afhængig af anledning. Den kunne også være fin med friske bær på toppen, hakket chokolade, knuste nødder eller spiselige blomster. Dekorationen havde jeg ladet mig inspirere af hos Anne au Chocolat, som også havde brugt påskeæg og pistacienødder til sin kage, mens opskriften er fra min mor – en opskrift som vi har brugt i årevis. Den bedste gulerodskage, jeg kender. Jeg har delt den før HER med lidt mere simpel “pynt”. Jeg bliver aldrig træt af den kage, mums! Her kommer opskriften:
Ingredienser, kage:
4 mellemstore gulerødder (groft revet)
170 gram sukker
1 tsk salt
2 store æg
200 gram mel
1,5 dl vindruekerneolie eller solsikkeolie
2 tsk bagepulver
1 spsk vanillesukker
1 spsk kanel
50 gram rosiner
50 gram valnødder
Fremgangsmåde, kage:
Pisk æg og sukker til det bliver hvidt og skummende. Tilføj derefter olien og dernæst resten af ingredienserne i skålen og rør det godt rundt til det har en ensartet masse. Hæld massen i en springform med en diameter på ca. 20 cm. Bag kagen i 30-40 minutter på 170 grader i ovnen.
Ingredienser, cream cheese frosting:
125 gram blødt smør
250 gram flormelis
150 gram cream cheese naturel
1 tsk vanille
Skallen fra en citron
Fremgangsmåde, cream cheese frosting:
Pisk smør og flormelis sammen. Tilsæt derefter vanille og cream cheese. Pisk det hele godt sammen til massen er hvid og luftig. Tilføj evt. lidt gul frugtfarve som jeg har gjort her, hvis temaet er “påske” – desuden gerne lidt mere flormelis, så den holder samme konsistens efter den våde frugtfarve har gjort den mere fugtig. Put nu blandinden i en pose med ønsket “tylle” og læg den på køl inden brug. Den er nemmest at have med at gøre, når den er kølig. Kagen skal være helt afkølet, inden creme cheese frostingen påføres, så den ikke smelter. Til sidst kan man pynte den efter anledning – jeg brugte chokoladepåskeæg, pistacienødder, revet citronskal, spiselige guldflager og spiselige blomster.
Bon appétit ♥