I dag bliver Lily 4,5 måned… Altså, jeg mener – hun er jo lige blevet født? Sådan føles det ihvertfald. Og så alligevel ikke. Der er sket så utrolig meget med hendes udvikling og hun føles nu som en rigtig lille pige med egen personlighed, humor og temperament.
Amning & grød:
Jeg ammer stadig Lily. Jeg er egentlig lidt stolt over, at mine små gajoler stadig kan producere mad til hende, haha… I en periode var jeg dog bange for, at der simpelthen ikke var mælk nok. Jeg kan til tider stadig være i tivl. Det er nemlig sådan, at Lily ikke giver slip af sig selv, når jeg ammer hende. Hvis hun fik lov, kunne hun blive liggende i flere timer. Jeg tror, hun synes, det er det hyggeligste sted i verden. Så jeg skal stoppe hende og det er hun ikke altid tilfreds med. Derfor kan det være svært at vurdere, om hun er mæt. En sjælden gang supplerer vi med lidt mælkeerstatning, i perioder hvor hun har appetitspring og det fungerer også ganske fint. Vi er i øvrigt begyndt at give hende smagsprøver på majsgrød og det går over al forventning. Hun så dog virkelig sjov ud i hovedet, første gang hun fik det i munden, men nu skovler hun det ind. Vi bruger opskriften HER fra side 14-15 og af og til blander vi det med lidt most banan eller æble.
Vægt & længde:
Lily vejer nu 6,2 kg og er 64 cm lang. Vægtmæssigt er hun lige under gennemsnittet og længdemæssigt lidt over. Da sundhedsplejersken var forbi i sidste uge, kunne hun konkludere, at Lily fint følger sine egne kurver både vægt og længdemæssigt, så mor her var rimelig lettet over, at hun havde taget nok på. ;)
Søvn:
Lily plejer at vågne en enkelt gang og få mad og så sove videre til omkring kl. 7-8 stykker. De sidste par dage er hun dog vågnet to gange, så jeg tror, hun er inde i et appetitspring. Om dagen sover hun dog ikke særlig meget længere. Enkelte gange tager hun 1-2 timer i streg, men oftest er det små power naps på 30 minutter et par gange om dagen. Derfor er både Christoffer og jeg også meget mere på. Hun har nemlig en alder, hvor hun ikke kan så meget, som hun gerne vil og det kræver, at man underholder hende lidt ekstra. Hun er generelt en meget rolig og nem lille pige og græder virkelig sjældent. Et par aftener her for nylig har vi dog oplevet, at hun har haft svært ved at falde til ro og brokket sig lidt, inden hun skulle sove. Måske er vi inde i et tigerspring. :)
Lilys udvikling:
Hver periode har sin charme, men jeg må indrømme, at Lily kun bliver sjovere, for hver dag der går. Hun smiler hele tiden, når man kigger på hende og griner højlydt når man synger eller kilder hende under armene. Hun holder fast i ting, vender og drejer dem. Alt skal ind i munden. Hun ruller fra mave til ryg og vil hellere stå op frem for at ligge. Hun laver mavebøjninger og løfter konstant hovedet fra underlaget, som om hun prøver at rejse sig op. Hun er en sjov lille dame, der næsten altid er i godt humør. Vi går til babysvømning og i denne uge skulle vi dykke for første gang. Jeg rystede næsten af skræk, men Lily tog det i stiv arm. Der sker virkelig noget for tiden med hendes udvikling og det er så sjovt at følge med i.
Seneste babykøb:
Som I nok kan se på Lilys værelse, har vi forsøgt at holde farverne rolige. Både hvad angår indretning og legetøj. Jeg måtte dog bøje mig i støvet, for jeg kunne jo godt se, hvor interesseret Lily var i det legetøj, som de andre børn i mødregruppen havde. Farverigt, larmende legetøj med knitrende stof, klokker og jeg skal komme efter dig. Så nu har vi købt en lille søhest og Lily elsker den. :) En anden nyanskaffelse er et spisesæt, nu hvor hun er begyndt at få smagsprøver på grød. Det er lavet af bambus, er super nuttet og koster nærmest ingenting i Søstrene Grene. Blot et lille tip.
Indlægget indeholder reklame links: 1. Vero Moda/HER, 2. Modström/HER, 3. Vero Moda/HER, 4. Just Female/HER, 5. Just Female/HER, 6. Gestuz/HER, 7. Gestuz/HER, 8. Norr/HER, 9. Vero Moda/HER
Ofte starter julefrokosterne allerede her i november måned og flere af jer har efterspurgt inspiration til netop at finde en festlig kjole til anledningen. Derfor får I hermed mine 9 bud, som jeg personligt ville elske at hoppe i. Efter jeg havde lavet denne collage, fandt jeg en kjole, som jeg næsten synes, er den flotteste af dem allesammen og så koster den tilmed kun 299 kr. på tilbud – find den HER hos NA-KD. Den vil også være fin til nytår, tænker jeg. Skulle man klikke den hjem, selvom den ikke er særlig ammevenlig? Haha… :) Der er også DENNE sag fra Boho, hvis man er til den lidt mere vovede og farvestrålende slags. :)
1. HER, 2. HER, 3. HER, 4. HER, 5. HER, 6. HER, 7. HER, 8. HER, 9. HER
Oktober er overstået og Christoffer og jeg har nu levet som vegetarer i en måned. Desuden har vi forsøgt så vidt muligt også at skære ned på indtaget af mælk, æg, yoghurt, osv. Vi har ikke holdt det 100%, men når det har kunne lade sig gøre, har vi f.eks. erstattet piskefløde med soyafløde osv. Så man kan sige, at vi har været halv vegetarer/halv veganere. Ovenfor har jeg linket til nogle af de opskrifter, vi har prøvet/gerne vil prøve. Mange af jer har spurgt nysgerrigt ind til projektet, så nedenfor kommer der en status på de sidste 30 dage.
Hvordan er det gået?
Kort sagt – det er gået overraskende godt og det har været væsentlig nemmere, end vi havde regnet med. Vi er begge enige om, at vi faktisk slet ikke har savnet kød. Til gengæld har jeg savnet at spise ost, hvilket der vist ikke rigtig findes gode erstatninger for.
Udfordringer:
Det sværeste har været at finde på, hvad vi har skulle spise til frokost. Normalt er det nemme valg at gå ned til køledisken i Netto og vælge noget pålæg til en rugbrødsmad, men der er bare ikke særlig meget at vælge mellem, når det ikke må indeholde kød. Vi har dog fundet nogle erstatninger, som smager mindst lige så godt – f.eks. rugbrød med edamame hummus, stegte svampe eller tomat/avocado. Der er mange gode bud. :) Ellers har vi været gode til at lave større portioner aftensmad og spise rester til frokost.
Derudover har det været en udfordring, når vi har været ude og spise. Det er næsten umuligt at finde veganer retter på helt normale caféer og restauranter. Derfor har vi spist som vegetarer, når vi har været ude – udvalget på den front er altså heller ikke specielt spændende, synes jeg. Medmindre man besøger caféer som specialiserer sig i vegetar/veganer mad. Derudover har vi gjort en undtagelse, når vi har været hos venner og familie – vi har faktisk bare spist, hvad der er blevet serveret og ikke gået udenom kød. Det er dog ganske få gange, der er blevet serveret kød, for mange af dem læser med på bloggen, haha…
Fordele:
Jeg havde ikke ligefrem regnet med, at der ville ske den store ændring med min krop, fordi vi har undgået kød og skåret ned på mælkeprodukter i en måned. Ikke desto mindre har det faktisk afhjulpet et problem, som virkelig har gået mig meget på. Siden jeg var i sjette graviditetsmåned og indtil nu har jeg lidt af røde knopper på overarmene. Det har været så slemt, at jeg ikke har haft bare arme hele sommeren. Jeg har virkelig prøvet alt for at få det væk. I perioder har jeg brugt skrubbehandske, diverse cremer, fået en speciel vaskesæbe på apoteket, osv. osv. Andre måneder har jeg prøvet overhovedet ikke at gøre noget for at se, om det bare skulle have “ro” og gå i sig selv. Intet har virket. Selvom det er et forholdsvist lille problem, har det virkelig været til gene. Ved I hvad – nu er det seriøst nærmest VÆK! Jeg kan selvfølgelig ikke sige med sikkerhed, at det er vores nye kostvaner, der har gjort forskellen, men det er jeg overbevist om, at det er.
Hvad så nu?
Vi er begge klar på at prøve at fortsætte på samme måde, når vi spiser hjemme. Det har dog været en god løsning for os, at spise hvad der er blevet serveret, når vi har været ude, og det vil vi blive ved med. Vi kunne også sagtens finde på at bestille en kødret, når vi er på café. Så vi kommer ikke til at være 100% vegetarer/veganere, men det har været en øjenåbner at leve uden kød i en måned og spændende at prøve en masse nye retter af. Vi vil prøve at fortsætte og så må vi se, hvordan det går. :)