Påske gulerodskage

I har måske allerede set på Instagram, at vi lavede en sød lille påskekage i forgårs? :) Det var egentlig kun pynten, der gjorde den lidt påskeagtig – man kan jo dekorere den lige som man vil afhængig af anledning. Den kunne også være fin med friske bær på toppen, hakket chokolade, knuste nødder eller spiselige blomster. Dekorationen havde jeg ladet mig inspirere af hos Anne au Chocolat, som også havde brugt påskeæg og pistacienødder til sin kage, mens opskriften er fra min mor – en opskrift som vi har brugt i årevis. Den bedste gulerodskage, jeg kender. Jeg har delt den før HER med lidt mere simpel “pynt”. Jeg bliver aldrig træt af den kage, mums! Her kommer opskriften:

Ingredienser, kage:
4 mellemstore gulerødder (groft revet)
170 gram sukker
1 tsk salt
2 store æg
200 gram mel
1,5 dl vindruekerneolie eller solsikkeolie
2 tsk bagepulver
1 spsk vanillesukker
1 spsk kanel
50 gram rosiner
50 gram valnødder

Fremgangsmåde, kage:
Pisk æg og sukker til det bliver hvidt og skummende. Tilføj derefter olien og dernæst resten af ingredienserne i skålen og rør det godt rundt til det har en ensartet masse. Hæld massen i en springform med en diameter på ca. 20 cm. Bag kagen i 30-40 minutter på 170 grader i ovnen.

Ingredienser, cream cheese frosting:
125 gram blødt smør
250 gram flormelis
150 gram cream cheese naturel
1 tsk vanille
Skallen fra en citron

Fremgangsmåde, cream cheese frosting:
Pisk smør og flormelis sammen. Tilsæt derefter vanille og cream cheese. Pisk det hele godt sammen til massen er hvid og luftig. Tilføj evt. lidt gul frugtfarve som jeg har gjort her, hvis temaet er “påske” – desuden gerne lidt mere flormelis, så den holder samme konsistens efter den våde frugtfarve har gjort den mere fugtig. Put nu blandinden i en pose med ønsket “tylle” og læg den på køl inden brug. Den er nemmest at have med at gøre, når den er kølig. Kagen skal være helt afkølet, inden creme cheese frostingen påføres, så den ikke smelter. Til sidst kan man pynte den efter anledning – jeg brugte chokoladepåskeæg, pistacienødder, revet citronskal, spiselige guldflager og spiselige blomster.

Bon appétit ♥

View Post
Share

Vores magiske udflugtsmål

Elleskovstien, som vi hurtigt omdøbte til Elverstien – helt magisk sted. ♥

Flere af jer har spurgt om adresser på alle vores udflugtsmål. Til at starte med tænkte jeg, at det måske ikke var så smart at dele, for pludselig ville de steder vi havde fundet, måske blive fyldt med mennesker, hvis jeg sendte jeg ved ikke hvor mange i samme retning. ;) Men nu har vi efterhånden været en hel del steder, så nu tør jeg godt at dele vores eventyrlige spots. Generelt har vi erfaret, at man kan tage mange steder hen og stadig holde god afstand – det gælder bare om at være tidligt på færde. Så de “øde” steder er ikke altid så øde – vi kommer bare inden alle andre. Det er faktisk utrolig dejligt at komme ud om morgenen/formiddagen og få en frisk start på dagen. Jeg elsker vores små ture ud i det blå – en tradition vi vil holde fast i også efter alt det her er overstået.

Elleskovstien i Hørsholm: Det fineste sted med en lille gangbro over et moseområde, hvor vi både spottede en ugle, en masse frøer og træløbere (små fugle der løber op og ned af træerne). Den leder hen til Sjælsø, som man kan forsætte turen omkring. Det var meget idyllisk og hyggeligt.

Folehaveskoven i Hørsholm: Rigtig fin skov med et smukt og bakket terræn. Den har mange indgange, så tricket er egentlig bare at tage en af de mindre. Det er ofte det vi gør, når vi tager i skoven sådan helt generelt – tag en af de mindre befærdede stier.

Arboretet i Hørsholm: Smukt sted med mange sjove planter og træer. En del af det er mere “park-agtigt”, mens andet er mere vildt. Det er et temmelig populært sted at komme, så kom enten tidligt eller tag en af de mindre populære “ruter” derinde.

Heather Hill ved Rågeleje: Et af de smukkeste områder i Danmark fyldt med lyng. Der gik også får engang, men dem har jeg ikke set længe. Virkelig et naturskønt område med kæmpe bakker og den smukkeste udsigt over vandet. Igen – det er et stort sted, men også meget populært, så kom enten tidligt eller undgå de store stier og gå tur på græsset.

Hornbæk Plantage mellem Hornbæk og Ålsgårde: Et hyggeligt sted at gå tur, hvor skoven nærmest går ud i stranden. Der er en lille gangsti, men ellers kan man jo også bare gå tur langs den brede strand. Der ligger mange muslinger, som man kan samle og lave kreative ting med derhjemme.

Trylleskoven i Solrød: Det var lidt et tilfælde, at vi stoppede her. Den smukkeste strand syd for København med mange små kroge at slå sig ned og spise madpakke. Det er en kæmpe strand med tilhørende skov. Det var slet ikke svært at være i fred – der er masser af plads.

Tisvildeleje Strand i Tisvilde: Her kom jeg ofte om sommeren som barn og der er stadig lige så skønt. En rigtig fin strand at gå tur langs. Når Corona er overstået, kan jeg også anbefale legepladsen ved samme strand. En virkelig smuk og kæmpe stor naturlegeplads.

Charlottenlund Skov: Hvis man ikke vil så langt fra Købehavn, så er Charlottenlund Skov også et fint bud. Det er en ganske hyggelig skov med mange små stier, hvor man kan gå på opdagelse.

Skudehavnen ved det yderste punkt af Nordhavn: En sjov lille “overset” havn i Nordhavn, hvor man rimelig ugeneret kan gå tur langs vandet, fodre ænder eller gå på opdagelse i den lille havn.

Har I fundet nogle skønne spots, I vil dele? :)

View Post
Share

Opskrift: bløde og lækre påsketeboller

Som I måske så på min Instagram story, bagte jeg en hel kyllingefamilie i går aftes. Det er en gammel tebolle-opskrift, som jeg har fået af min storebror og det er den bedste, jeg overhovedet kender. “Bamseboller”, kalder han dem. :) De er lækre, bløde og har en mild smag af kardemomme, mums! Til Lilys 2-års fødselsdag bagte vi dem som bamsehoveder med chokolademund og øjne og delte dem ud i vuggestuen til stor begejstring. I går blev de udformet som kyllinger – vi må jo påskehygge, hvor vi kan, ikke sandt?

Det var lidt en udfordring at få hovederne til at sidde fast og den første bageplade blev ærlig talt lidt “trætte” – nogen tabte endda hovederne, haha… Jeg fandt ud af, at jeg bare skulle placere hovederne lidt længere tilbage og det endte med, at de blev ret nuttede, hvis jeg selv må have lov at sige det. Så udtryksfulde og betuttede. :) En læser tippede mig om, at man også kan sætte dem i køleskabet inden bagning – så skulle de holde formen bedre, men jeg har endnu ikke selv prøvet. Her kommer opskriften:

Ingredienser boller (ca. 20 små kyllinger):
2,5 dl mælk (både original og plantemælk kan bruges)
50 gram gær
50 gram sukker
75 gram smør
1 æg
1 tsk kardemomme
1 tsk salt
500 gram hvedemel

Pynt:
1 æg
Pinjekerner
Rosiner

Fremgangsmåde:
Varm mælken op i en gryde til den er lun og pisk gæren ud i mælken – derefter tilsættes sukker, smør, æg, salt og kardemomme. Til sidst tilføjes melet lidt efter lidt og dejen æltes i ca. 5 minutter. Lad den hæve på køkkenbordet i 45-60 minutter. Når dejen er hævet, formes bollerne. Hvis man vil lave kyllinger som mig, skal man bruge omkring 30 gram dej til kroppen og 6 gram dej til hovedet. Form kroppen som en lille pølse, læg den på bagepladen, lav en lille fordybning tæt på midten og pres forsigtigt det lille kugleformede hoved fast. Lad kyllingerne hæve i 15 minutter, før rosiner og pinjekerne presses fast som øjne og næb. Til sidst pensles bollerne med 1 sammenpisket æg og 2 spsk vand og bages i ovnen i ca. 9-10 minutter ved 200 grader. Bon appétit.

Hello cutie ❤

Så mange ansigtsudtryk , hihi…

View Post
Share