pastasauce-opskrifttomatsauce-med-roede-linser

Siden jeg viste denne pastaret i min seneste video, er I mange, der har spurgt efter en opskrift. Det er lidt gået hen og blevet vores hofret herhjemme, når det skal gå lidt stærkt i hverdagen. Den tager nemlig ingen tid og kan laves ud fra, hvad man lige har i køleskabet af grøntsager. Vi har næsten altid ingredienser til at lave den, da det meste er noget, man nemt kan have på lager.

Vi laver den altid lidt på gefühlen, så det har været lidt svært for mig at lave en decideret opskrift med præcise mål, men jeg har alligevel forsøgt. :) Vi laver altid en stor portion, så der er til et par dage, men I kan jo bare size ned ud fra følgende mål… De røde linser sætter lige prikken over i’et, da de gør saucen rigtig lækker tyk og fyldig – og så er det en god måde at få protein.

Ingredienser:
– 1 stort rødløg
– 2 fed hvidløg
– 2 dåser flåede tomater
– 4-5 soltørrede tomater (kan købes tørrede eller i olie – vi plejer altid at have de tørrede på lager i skabet)
– 100 gram røde linser (skyld dem inden brug)
– 1-2 dl fløde/havrefløde/soyafløde (hvad man lige føler for)
– Grøntsager (brug hvad I har i køleskabet). Denne gang har jeg brugt 1/2 squash, 2 gulerødder, 1 dåse majs, 100 gram champignons og stokken fra en broccoli (en god måde at få brugt sådan en stok)
– Krydderier (jeg bruger som regel timian, oregano og cayennepeber)
– Salt og peber efter smag og behag
– Evt. lidt grøntsagsbouillon
– Evt. pinjekerner/andre kerner og hampefrø (bedst afskallede) til drys

Fremgangsmåde:
Hak løg og sautér det i en gryde til det er gyldent. Pres derefter hvidløgene og svits dem i et par minutter sammen med løgene. Tilsæt derefter flåede tomater, soltørrede tomater, røde linser, krydderier og hvis I bruger gulerødder og broccolistok, er det en god idé også at tilsætte det nu. Når det hele har kogt i ca. 15 minutter, skal det nemlig blendes med en stavblender til det får en ensartet masse – blender man gulerødder og broccolistok med, bliver saucen lidt tykkere. Husk låg på gryden for at undgå tomatsauce i hele køkkenet. ;) Tilsæt evt. lidt vand, da linserne suger meget væske. Derefter tilføjer man de resterende grøntsager, fløde og evt. lidt grøntsagsbouillon og lader det simre, mens man koger pastaen. Rør godt i saucen, så den ikke brænder på. Server med lidt drys så som ristede pinjekerner, hampefrø (afskallede) og frisk basilikum. Bon appétit.