Køkken: trægulv eller fliser?

Source: Pinterest via My DomaineFile Under Pop, Sf Girl, LeibalPopsugar, & Behance

Vi drømmer som sagt om at åbne op mellem vores kommende køkken og spisestue i det nye hus. Der ligger et smukt gammelt trægulv i spisestuen i mosaikmønster, mener jeg det hedder!? Meget ala DETTE mønster. I stuen er der brugt samme træ, samme længder på brædderne, men her er det lagt i sildebensmønster. Stuen går videre over i et kontor, som også er lagt i det her mosaikmønster. Det lyder måske forvirrende, men det blender rigtig fint sammen, netop fordi det er fuldstændig samme type træbrædder og farve. Vi vil gerne bevare de gamle egetræsgulve fra husets oprindelse, men udfordringen er nu, hvad vi gør i køkkenet, hvor vi åbner op… Kan det mon lade sig gøre at finde noget træ, der ligner det eksisterende i spisetuen og fortsætte det samme mønster ud i køkkenet? Vil man kunne se overgangen fra gammelt til nyt trægulv, hvis det bliver slebet af? Eller skal man lægge flisegulv i køkkenet? Flisegulv er jo klart mest praktisk i et køkken, men vi synes, at overgangen fra trægulv til fliser kan være svær… Der findes SÅ mange smukke fliser, men vi har svært ved at finde en overgang, der passer til stilen på det gamle hus. På Pinterest har jeg fundet nogle eksempler på overgange fra træ til fliser og nogle med rent trægulv (kunne dog ikke lige finde med mosaikmønster)… Hvis I har erfaring med noget af det eller bare har en mening om trægulv/fliser og overgange, så må I endelig byde ind. :)

View Post
Share

En samling af julepynt

Vores samling af julepynt er ikke specielt stor. Vi har lidt, men godt – den vokser sig langsomt større år for år. Det er kun anden gang nogensinde, at vi har vores eget juletræ og vi har kun lige præcis nok julekugler til at kunne pynte et juletræ, uden at det ser helt bart ud. :) Min svogers søster har den tradition, at hun køber et stykke julepynt med hjem fra alle deres ferier som minde og det synes jeg, er den hyggeligste idé. Det er noget mere brugbart end alle de mange skøre souvenirs, man af og til slæber med hjem. Det behøver ikke være et stykke traditionel julepynt, hvilket sikkert kan være svært at finde på Bahamas i 30 grader, men noget der kan bruges som pynt.

Vi har lidt forskelligt julepynt, som jeg er ekstra glad for og som vækker minder, men vi har altså også en del bras. Ikke desto mindre er det nu godt også at have lidt bras, for så kan man hænge det nederst til de nysgerrige pilfingre, haha… Jeg synes, det er hyggeligt at samle på fint julepynt og jeg har har købt ét stykke i år til min samling. – Denne smukke østers med glimmer og ternet bånd. Simpelthen så fin, synes jeg. Det ligner næsten Jesusbarnet, der ligger i den, men det ved jeg ikke, om er tanken. ;) Jeg fandt den hos Bright August March. Tiger-butikken havde også nogle vildt fine luftballoner, men de blev udsolgt ganske hurtigt – dem vil jeg holde øje med næste år. Har I noget julepynt, som I er ekstra glade for eller noget, I har i kikkerten? :)

View Post
Share

En lun vinterdrik

Jeg har delt opskriften før for nogle år tilbage, men siden den stadig er en favorit herhjemme i den kolde tid, får I den lige igen. :) Min såkaldte snueknuser. Den er super simpel at lave – man koger simpelthen bare noget vand, hælder det i et glas/kop og tilsætter frisk ingefær (mængde efter smag og behag), lidt citronsaft, en teskefuld honning og et par stjerneanis. Det smager virkelig skønt. Stjerneanis kan også undlades, men det giver lige den der ekstra “spiciness”.

View Post
Share