Cremet tomatsuppe
En af de retter jeg kan spise igen og igen i de kolde måneder er suppe i alle afskygninger. Forleden lavede jeg denne cremede tomatsuppe og den blev faktisk så vellykket, at jeg er nødt til at dele opskriften med jer. :) Den er lavet på ovnbagte friske tomater frem for dåsetomater og jeg synes virkelig, det gør en stor forskel for smagen. Jeg håber, I kan lide den. Det bliver ihvertfald langt fra sidste gang, jeg laver den herhjemme. Det kunne godt gå hen og blive en ny favorit.
Ingredienser:
– 1 kg. modne tomater
– 2 røde/gule peberfrugter
– 2 rødløg
– 2 fed hvidløg
– 1 spsk balsamico
– 1 dl. grøntsagsbouillon
– 1,5 dl fløde
– Salt & peber
– Timian
– Chili
Topping:
– Nudler
– Ristede græskar- og solsikkekerner
– Frisk persille
– Creme fraiche
Fremgangsmåde:
Tænd ovnen på 200 grader over/undervarme og gør en bageplade klar med bagepapir. Skær tomaterne i kvarte, fjerne kernehuset fra peberfrugterne og skær dem i halve og pil løgene og skær den i kvarte. Kom alle dele på bagepladen og hæld lidt olivenolie henover. Hvidløgene bages med skallen på. Det hele bages i ovnen i ca. 45 min. Hvidløgene presses derefter ud af skallen og blendes sammen med de bagte grøntsager, bouillon, fløde og balsamico i en gryde med en stavblender eller i en stor blender der kan tåle høje temperaturer. Suppen smages til med salt, peber, timian og chili og skal koge til den har den ønskede konsistens. Den serveres derefter med topping efter smag og behag. Vi brugte nudler for at give lidt ekstra fylde, ristede græskar- og solsikkekerner, frisk persille og creme fraiche. Bon appétit!
6 comments
Uhm, det ser i hvert fald godt ud, og det lyder virkelig lækkert, at du har bagt grøntsagerne forinden suppen bliver til flydende suppe ;) Det kan være at det er noget, som jeg skal skrive på madplanen til næste uge.
God weekend!
// http://www.jannifromtheblog.dk
Godt at høre du kan bruge opskriften. :) Ja, det giver suppen meget mere smag og fylde, når grøntsagerne bliver bagt inden.
Opskrift og fotos ser i hvert tilfælde lækre ud, så mon ikke også smagen er i top? Jeg vil i hvert tilfælde prøve den meget snart!
Dejligt at høre. ;) Håber den falder i din smag.
Hvor mange personer er denne opskrift til?
4 personer sådan ca. :)