Nu er det vist ved at være på tide, at jeg fortsætter fortællingen om vores bryllup og hvordan dagen forløb – læs første del HER. Uha, jeg får helt sommerfugle i maven, når jeg tænker tilbage på, hvordan jeg havde det i minutterne op til, at min far og jeg skulle gå op ad gulvet. Nu siger jeg “gulvet”, men det var faktisk en græsgang mellem to vinmarker. Præcis lige så idyllisk, som det lyder… Lige til det begyndte at regne, men den del kommer vi til… ;)

Min far og jeg kørte sammen ud til Dansk Vincenter, hvor vielsen skulle finde sted. Skyerne blev mere og mere mørke i den retning, som GPS’en viste os hen. Jeg havde kørt ruten mange gange før, men lige netop den dag, var der selvfølgelig vejarbejde. Typisk! Min far begyndte at joke med, at Christoffer havde godt af at sidde og vente lidt på mig, haha… Vielsen skulle starte kl. 14:00 og kl. 14:04 kørte vi ind på parkeringspladsen. Derefter skulle min far have knaphulsblomst på og jeg skifte sko, før vi kunne gå ind. Vi havde som sagt valgt, at holde vielsen udendørs og satsede til det sidste på, at det kunne lykkes. Kl. 14:07 gik vi arm i arm mod gæsterne. Uha, det killede gevaldigt i maven! Vi kunne høre koret, som var gået igang med at synge “When you’re around“. Min svigerinde synger i kor og de var alle mødt op på dagen. Det var simpelthen så smukt og helt specielt, at de stod der og sang som de eneste. Intet orgel, kun smukke sangstemmer.

Vi kom tættere og tættere på og kunne nu se alle gæsternes ansigter. Glade ansigter med tårer i øjnene. Jeg skulle tage mig gevaldigt sammen for ikke selv at begynde at hyle. Folk stod tæt mellem vinmarkerne og nede for enden kunne jeg spotte Christoffer. Han så simpelthen så dejlig ud og havde også tårer i øjnene. Vi nåede op til alteret, jeg gav ham et kys på kinden og satte mig ned sammen med min far. Det var simpelthen så syret at sidde dér! Det var lige før, jeg måtte knibe mig selv i armen, for det føltes næsten lidt uvirkeligt, at dagen endelig var kommet og jeg var ved at blive nogens kone.

Gæsterne sad på bænke linet op i to rækker mellem vinmarker og for enden havde vi installeret en bue, som min mor og svigermor havde pyntet med blomster. Vi havde også sat nogle vintønder op for at ramme det lidt ind og lave et form for rum. Det var simpelthen så fint og idyllisk at sidde dér midt i det grønne med alle ens yndlingsmennesker i hele verden samlet omkring én. Vi sang den første salme, mens de mørke skyer træk hen over os. Det begyndte så småt at dryppe og folk hev paraplyerne frem. Da vi havde sunget færdig spurgte præsten, om vi skulle rykke indenfor. Christoffer og jeg kiggede på hinanden, hvorefter Christoffer rejste sig op og sagde: “Vi tager lige 5 minutters pause“. I dét åbnede himlen sig og det begyndte at vælte ned! Ikke bare smådryp, men et massivt regnvejr. Vi løb alle indenfor i drivhuset.

Det var både ærgerligt og lidt sjovt på samme tid. Det var surt, at vi måtte rykke indenfor, når vi nu havde gjort så meget ud af opsætningen udendørs, men det blev også mere uformelt og intimt at stå der i drivhuset og kigge ud på regnen midt i vielsen. Regnen havde dog ikke tænkt sig at stoppe foreløbig, så min svoger og onkel løb udenfor og rev blomsterbuen op af jorden og placerede den indendørs i to ølkasser, haha… Min svoger og svigerinde fik på nul komma fem lavet en knælebænk af en gammel træpalle med en hvid dug over og der blev sat fire bænke op. De nærmeste familiemedlemmer sad på bænkene, mens resten af gæsterne stod op. Det fungerede faktisk rigtig fint og korets sangstemmer kom virkelig til sin ret i drivhuset. Det var simpelthen så smukt, at jeg fik helt klump i halsen.

Christoffer kiggede over på mig mange gange i løbet af vielsen. På en måde som jeg kan huske, han også kiggede på mig, da vi lige havde mødtes for 10 år siden og som af og til stadig dukker op. Det dér forelskede blik. Jeg fik helt sug i maven og følte mig meget heldig over, at han skulle være min mand. Min MAND! Jeg har stadig ikke vænnet mig til at kalde ham det, haha… Præsten gav os sin velsignelse og efterfølgende skulle vi bekræfte det endegyldige “JA” over for hinanden. Det var virkelig et stort øjeblik. Med let rystende hænder, fik vi placeret ringene på hinandens fingre, hvorefter Christoffer gav mig et kys. Det var meget romantisk at stå der i drivhuset blandt alle de grønne blade og samtidig så uformelt, at hele opsætningen var blevet lavet om.

Inden brylluppet var jeg meget nervøs for, hvordan vejret ville blive på dagen. Jeg nævnte det for præsten som sagde, at det vigtigste var, at vi ville blive gift og det ville ske uanset vejret. Det havde hun jo helt ret i. ;) På trods af at regnen fik ødelagt min frisure fuldstænding, som hårstylisten havde brugt lang tid på at sætte, så var det faktisk helt ok, at vielsen tog en uventet drejning. ;) Det var smukt, romantisk og fuldstændig uforglemmeligt.