Vi har været igang med renoveringen af huset i omkring tre uger nu. Det er så spændende og jeg elsker processen. Selvom vi ikke rører en finger i byggeriet og har dygtige håndværkere til det hele, er det stadig temmelig udmattende, fordi man skal tage tusind beslutninger på én gang. At bestemme badeværelser, køkken, armaturer, placering af stikkontakter, vinduer, gulve, stuk, leverandør af gulvvarme, farver på væggene, osv. osv. osv. på blot nogle uger, er altså noget der kræver tid, energi og søvnløse nætter. Jeg gik i seng 03.30 i går, fordi jeg sad og prøvede at finde hoved og hale i det hele, haha… Jeg kunne snildt bruge samme mængde tid på bare at nørde ét badeværelse ned i detaljen. Til gengæld har vi nu mulighed for at få en rød tråd i hele huset, da vi laver alt på én gang – både fedt og mega svært! Det er faktisk et fuldtidsarbejde i sig selv at sætte sådan en renovering igang.
I denne uge har vi haft en geotekniker ude og tage prøver i kælderen for at undersøge, hvordan jorden ser ud, da vi gerne vil grave ud og understøbe kælderen for at få mere loftshøjde. Vi får nok svar i morgen, så kryds lige fingre for, at jorden ser fin ud, tak. :) Derudover er vores håndværkere ved at undersøge, om vi kan udvide vores badeværelse på 1. sal med en halv meter ind mod et børneværelse. Vi er tæt på at have valgt fliser, men skal lige have taget en endelig beslutning omkring gulvet og farven på armaturer. Lige nu arbejder håndværkerne på højtryk for at rive de sidste ting ned i huset og alt gulv er ved at blive fjernet. Desværre var det ikke muligt at beholde de gamle (uoriginale) gulve, når vi river en væg ned og retter gulvet op, så vi får lagt fransk sildeben i hele huset med gulvvarme. Det bliver så godt. Jeg glæder mig helt vildt til en dag at kunne flytte ind, men lige nu prøver jeg at være i processen og nyde den. Det er så spændende og nervepirrende. Alle følelser på én gang. :)
Godmorgen og glædelig påske. :) Jeg har holdt en lille pause fra bloggen under opstarten af det her renoveringsshow. Christoffer havde taget nogle ugers ferie for at være med til at sætte gang i renoveringen og for at være ærlig, har det været et fuldtidsjob her i opstartsfasen. Der er så mange beslutninger, tilbud der skal indhentes, praktiske foranstaltninger der skal tilmeldes/afmeldes/afsluttes, når man totalrenoverer et hus, som vi gør. Nu er Christoffer tilbage på job igen og selvom der stadig går meget tid med huset, begynder jeg nu også at genoptage mit normale arbejdsliv igen.
Lad os skyde det igang med en omgang påskeinspiration fra de forgange år. Måske I har planer om at lave en fin påskekage, kyllingeboller, pynte lidt sødt op derhjemme, dække et hyggeligt påskebord, lave påskeæg med tørrede blomster eller plante lidt karse i søde “forme”? :) Se med nedenfor…
Find opskriften på påskecheesecake HER
Find DIY guiden HER
Guide til at lave søde karsepåskeharer HER
Opskriften på de sødeste kyllingeboller HER
Find opskriften på påskecheesecake HER
Inspiration til at dække et fint påskebord HER
Jeg håber, at disse indlæg kan inspirere til lidt påskehygge. :) Har I hyggelige planer her i påsken? Vi skal se nogle tætte venner, holde en lillebitte påskefrokost og påskeægsjagt i haven. Derudover står den på praktiske gøremål herhjemme. Jeg håber, I får nogle rigtig dejlige påskedage, selvom det er lidt anderledes, end det plejer. :)
Så skete det endelig! I søndags overtog vi vores hus. Det føles som en drøm, der er gået i opfyldelse. Vores fine gamle dame. Det fremgår ikke så tydeligt lige på disse billeder, men det trænger til en kærlig hånd. Vi vil renovere det med respekt for husets alder og stil og bevare så mange gamle detaljer som muligt. Håndværkerne er allerede gået igang – jeg deler en del på min IG story, så følg endelig med der, hvis I vil have flere opdateringer undervejs. :)
Jeg gik rundt og tog “førbilleder” af huset i går, så der forhåbentlig bliver nogle sjove før/efter billeder at kigge på, når vi er færdige med det hele. Vi regner med, at hele processen kommer til at tage tre måneders tid. Hvad og hvor meget vi skal lave, skal jeg nok dele, når vi selv er 100% klar over det. Lige nu undersøger håndværkerne en masse uvisse faktorer, der har betydning for, hvordan vi griber renovering an. Kan I have en dejlig dag.